1. Vocal Camp (v. Nina Luna)
Vil du udvide din sanger-værktøjskasse med både teknik, improvisation og udtryk? Så er det her et hold for dig! Uanset om du synger for første gang eller er rutineret sanger.
Du vil, med udgangspunkt i Complete Vocal Technique, få nye redskaber som vil optimere din teknik – give dig mere kontrol og større frihed når du synger. Vi synger sammen både som kor og i masterclass hvor du har mulighed for at arbejde med egen stemme. Vi skal lege med at udtrykke os, udvide vores komfortzone, via lege/øvelser og oplæg indenfor områder som: personligt udtryk, sangteknik og improvisation.
Vi vil bruge kormusikken som omdrejningspunkt og arbejde solistisk derfra bl.a. med circle song, soundpainting og bruge bl.a. gospelmusikkens power, soul og store brug af ad lib. til at udforske vores stemmer og kreativitet. Alt sammen i et trygt læringsrum med masser af plads til forskellighed, plads til at lave fejl og plads til at prøve at gøre noget du ikke har prøvet før. Velkommen til Vocal Camp!
Nina Luna

Nina Luna er en karismatisk og kraftfuld sangerinde, dirigent, og sangskriver med stor passion for sangteknik og kormusik. Hun har hun stor erfaring inden for gospel, og har rørt mange hjerter med sit talent, engagement og indlevelse. Nina har studeret på Rytmisk Musikkonservatorium og er autoriseret vocal coach fra Complete Vocal Institute i København. I disse år supplerer Nina musikken med en uddannelse som Master Coach og Psykoterapeut. Nina placerer sig centralt i gospelmiljøet som arrangør, underviser og solist på en lang række festivaler, kurser og workshops i ind- og udland. Nina står bl.a. bag projektet SyngforLivet.dk og er en afholdt og elsket dirigent og korleder i Gospelkoret Faith i Kgs. Lyngby og har sunget med bl.a. Oslo Gospel Choir, Michael Ruff, Fred Hammond, Ole Børud og Hezekiah Walker.
2. Heartbeats (v. Jonas Dueholm)
Rytmen bor i din krop – i pulsen, vejrtrækningen, dine skridt, i kontakten til andre. Vi dykker ned i groove, beats, fornemmelsen af at swinge sammen, og mærker den power og livsglæde, det giver.
På ‘Heartbeats’-holdet vil vi:
-Spille sammen, med fokus på musikkens rytmiske aspekt.
-Lege med konkrete rytmiske øvelser.
-Arbejde med kontakten til egen krop.
-Lytte til og lade os inspirere af musik, der bruger tid og rytme på spændende måder.
Har du lyst til at udvide din rytmiske horisont? Så kom og vær med! Alle niveauer af erfaring er velkomne – der vil være både simplere og mere komplekse lag i musikken, så der bliver tilpas udfordring for alle.
Jonas Dueholm

Jonas Dueholm er et legebarn, der elsker musik! Herudover er han trommeslager, udd. i Musik og Bevægelse fra Rytmisk Musikkonservatorium, og underviser i den sanseligt udforskende bevægelsesform Fascial Flow®.
Som musiker har Jonas være med til at vinde både Zulu Awards, European Music Awards og Danish Jazz Awards sammen med danske og udenlandske kunstnere. Han har siddet bag trommerne hos bl.a. Sys Bjerre, Veronica Maggio (SE) og jazzsangerinden Sidsel Storm.
Jonas underviser til daglig bl.a. på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, MGK Hovedstaden og Den Rytmiske Højskole. Han elsker at undervise og at mødes med andre i det universelle rum, musikken kan skabe.
3. Hjemmestudie-holdet (v. Viktor Hagner)
Mangler du de rigtige værktøjer til at skabe din egen musik? Og kunne du tænke dig at kende de grundlæggende principper i musik og vokalproduktion? Så er Hjemmestudie-holdet lige noget for dig.
På holdet kommer vi til at gennemgå en række øvelser som giver dig en større forståelse af hvordan man kan skrive, arrangere og producere musik. Vi vil gå til musikken med en sjov og legende tilgang, men også gå ind i de mere tekniske aspekter for bedst muligt at kunne formidle dit musikalske udtryk. Målet er at du tager fra kurset med blod på tanden og med bedre mulighed for at kunne arbejde med din egen musik hjemmefra.
Viktor Hagner

Producer, med speciale i Ableton Live, derudover er han sangskriver og har arbejdet med et væld af artister gennem de sidste otte år (Martin Jensen, Starley, Noréll, Kill J, Ea Kaya, Niclas Danielsen m.fl.) Han har bl.a. spillet på Roskilde festival og Smukfest. Viktor har gennem årene haft flere pladekontrakter og er på nuværende tidspunkt signet hos SONY Music.
Han bringer et entusiastisk og smittende gåpåmod og med hans store erfaring i studiet og i samarbejdet med sangere og musikere indenfor de fleste genrer, brænder han for at forstå og udvikle på den individuelle kunstneriske retning.
4. Funk / Soul (v. Niels Jørgensen)
Hvis du er til fx Earth; Wind & Fire, Tower Of Power eller Aretha Franklin og Motown samt nyere R&B er holdet her nok lige noget for dig. Vi spiller alt lige fra 60’ernes store bløde soul ballader, nyere souljazzede sange og stramme 1/16 beats samt fede funky party hits. En blæsergruppe vil være topbonus! Lækre udvidede akkorder kommer vi også henover. Vi vil også arbejde dynamisk med flerstemmige backing kor. Hvis du ønsker en svedig sommer så er det her du starter .
Niels Jørgensen

Lærer på den Rytmiske Højskole gennem mange år. Underviser meget gerne i Funk / Soul. Spiller selv i div Party bands med rytmegruppe, blæsergruppe og korbackings. Uddannet lærer med klaver som hovedinstrument, og videreuddannet i Supervision og Bæredygtighed. Tidligere medejer af Musikforretning. Underviser på Danmarks pædagogiske Universitet. Forfatter til bestseller bogen Brugsklaver. Nyt, Nemt & Nørdet.
5. Sangskrivning (v. Lars Emil Foder)
Her vil du få skrevet en masse sange, få tid til at fordybe dig, få grundig feedback af mig og de andre på holdet, og forhåbentlig vil du – ja, os alle – få et nyt og frisk blik på det at skrive sange. I trygge og uformelle rammer, hvor der må grines og grædes og alt derimellem. Vi skal sammen skubbe grænserne for, hvad man kan med sangskrivning, og hvad en sang kan være. Det handler om at lege med sproget og musikken. Og på den måde få en stærkere fornemmelse af sin egen stemme som sangskriver. Vi vil arbejde med alle aspekter af sangskrivning; tekst, komposition, arrangement, fremførelse osv., for det hele hænger sammen. Men først og fremmest stiller vi skarpt på ordene og det at skrive tekst. Formen er en blanding af fælles og selvstændige skriveøvelser, co-writing, samspil, at vi spiller og læser op for hinanden, tager ud i naturen – og hvad vi ellers får lyst til. At skrive sange kan være en smuk måde at være sammen på. Vi ses! Kh Lars Emil
Lars Emil Foder

(Aka. L.E.F.) er sangskriver, forfatter og musiker (sang, guitar, trommer). Han er frontmand og sangskriver i bandet L.E.F. & De Langsomme Lyn, sammen med Anders Stig Møller og Katrine Muff, og har bl.a. udgivet pladen og bogen Natatlas med hans sange og digte, og senest digt- og prosasamlingen Fabelagtigheder. Lars Emil optræder rundt omkring i landet både solo og med band med sin særlige blanding af koncert og oplæsning og fungerer som vært ved litterære og musikalske lejligheder og har for nylig føjet (poetisk) vejrvært til sit cv. Lars Emil er uddannet i filosofi og har undervist i mange sammenhænge i sangskrivning, lyrik og filosofi, bl.a. på DRH. Derudover er han stifter og arrangør af litteraturfestivalen Lille Bogdag og medejer af online platformen for små kvalitetsforlag, Mikrofest.
6. Praktisk Kreativitet (v. Michael Roepstorff)
Kender du det, hvor lysten til at skabe musik er der men inspirationen måske mangler? Det kan vi gøre noget ved! På “Praktisk Kreativitet” skal du skal skrive en masse musik; sange, lydbidder, digte, kollager og stykker. Du vil med afsæt i forskellige teknikker og metoder øves i at være kreativ på kommando både med individuelle opgaver og sammen med de andre på holdet.
Vi skal igennem alt imellem benspænd og dogmer, brainstorms, til John Cleeses 5 grundtrin for kreativitet og træne os til at komme ud over punktet hvor inspirationen virker til at have forladt os.
Sammen som hold vil vi spille og backe op om hinandens outputs og udnytte de forskelligheder og instrumenter vi hver især har.
Michael Roepstorff

Er producer, komponist og keyboardspiller med en bred, tålmodig og meget vidende indsigt i musikkens verden. Michael har læst Musikvidenskab på KU, uddannet organist og har arbejdet med og undervist i komposition og musikproduktion i mange år, heriblandt på Den Rytmiske Højskole.
Michael har indspillet og spillet med en bred vifte af danske artister: Barbara Moleko, Nabiha, Pede B til Stoffer & Maskinen.