Undervisningen
Der er en glæde og energi i fælles korsang, og man går sjældent fra korsang og er i dårligere humør end da man kom.
Vi vil arbejde med sangteknik og synge en masse kor, men der bliver også mulighed for solistsang med baggrundskor. Det er her vi oplever på vores krop at 1 plus 1 nogle gange er mere end 2, nemlig der hvor der er mere udtryk og energi end summen af de individuelle indsatser.
På kurset får du mulighed for at udtrykke dig sammen med andre, få nye redskaber til at udfolde stemmen og frigøre god energi. Stemmen er det medfødte instrument alle bærer på sig, og den kan lyde på så mange måder.
Workshop
For at give sangen flere nuancer, har vi i kursets workshops valgt at arbejde mere indgående med stemmens klangmuligheder, vejrtrækning, støtte, dynamik, rytmik og frasering.
Mange korsangere har lyst til at prøve solist-rollen, men får ikke altid meldt sig. Her får du lejlighed til, under trygge rammer, at være solist i en mindre gruppe, for måske senere at synge solistisk med koret hvis du har lyst til det. Hvis du har været på kurset før, må du gerne give udtryk for, om du vil være hos den samme workshoplærer eller prøve en ny (husk at skriv hvem du har været hos). Så vil vi så vidt det er muligt prøve at opfylde dit ønske.
Kordelen
I løbet af ugen kommer vi igennem 4-6 korarrangementer med en mangfoldighed af udtryk i forskellige rytmiske genrer, fx powerfuld pop, swingende jazz, bløde ballader, herlige højskolesange, lækker latin og rivende rock!
Arrangementerne er 3-4-5 stemmige med klaverakkompagnement.
Om fredagen optager vi de indøvede sange med rytmegruppe (klaver, bas og trommer) på en cd i højskolens lydstudie, så du får et varigt minde med hjem fra kurset.
Forudsætninger
Vi kræver ingen specielle forudsætninger. Du er velkommen hvad enten du er øvet korsanger eller/og har lyst til at udforske korets glæder og få ny inspiration til din sang.
Så tag din mand/nabo/kone/veninde med på højskole og få en uforglemmelig oplevelse!
Morgensamlinger
Hver morgen samles vi for at synge og få et par inspirerende ord med på vejen. Forskellige musikalske temaer vil ugen igennem danne ramme om morgenaktiviteterne, og hver dag afslutter vi samlingen med let fælles fysisk opvarmning.
Højskoleaftener
Om aftenen mødes vi til fælles samvær med fx fællessang, dans, quiz, eller måske noget helt andet. Om fredagen er der afslutningsfest med ”åben scene”.
Sing-along
Uden for undervisningstiden vil der - for de der har lyst - være mulighed for at synge videre i et hyggeligt lokale med klaver, guitar, lidt percussion og sangbøger.

