Nyt digitalstudie
Vi har i januar 2008 investeret i et nyt Protools system og mixerpult i Tuborgstudie2.
Den gamle mixerpult, en Mackie D8B, blev installeret i 1998 sammen med et Protools mix plus system, og det setup har tjent skolen virkelig godt.
Udviklingen indenfor digital teknologi til studiebranchen går imidlertid meget hurtigt og det har derfor længe været et stort ønske at få Tuborgstudie2 udstyret med den nyeste teknologi.
Det ønske er nu blevet indfriet.
Som et af de første studier i Danmark har vi valgt at installere den nye Digidesign C24 Controller/mixerpult kombineret med et Protools HD2 accel system. Med andre ord kan vi nu vise den seneste udvikling indenfor digital studieteknologi.
Studiet blev leveret af Soundware, som er vores faste samarbejdspartner på lydstudieområdet.
Næste skridt er en omlægning af det tilbageværende udstyr fra det gamle Tuborgstudie2.
Planen er at samle alt analogt outboard-udstyr i Tuborgstudie1 som er skolens analoge studie. Indspilning og mix i det nye digitale studie skal herefter være 100% softwarebaseret, så man udelukkende benytter sig af processor-kraften i HD2 systemet og i studiets nye computer, en MacPro Quad Engine.
Den nye investering er en optimering af de tanker og planer som hele tiden har ligget til grund for studiefaciliteterne på Den Rytmiske Højskole.
I Tuborgstudie1 kan vi undervise i den gamle lydstudieteknik, dvs. analog mixerpult og outboard og såmænd også analog 24-spors båndmaskine.
Og så som kontrast hertil det ny Tuborgstudie2.
En kæmpe gevinst for vores teknik- og musiklinje og fra august 2008 også den ny sangskriver- og producerlinje.





