Forside > Nyheder > Gammel elev-weekend 08 >

Gammel elev-weekend 08


Gammel Elev-weekend 2008 (6.-8. juni)

Kære gamle elever og ”nye” gamle elever fra Den Rytmiske Højskole!

Så er det igen blevet tid til gammel-elev fest på DRH!

Efter sidste års store fremmøde og velafholdte weekend ser vi, igen i år, frem til en fantastisk fest, som løber af stabelen i weekenden 6-8 juni 2008!

Festivitas vil igen i år være et weekend arrangement og vi vil opfordre til, at man bliver hele weekenden! Fredagen bliver dagen for gamle elevers fest, hvor der vil være jam og andre festlige indslag. Lørdag kan man læne sig tilbage, nyde solen med en kold øl og blive underholdt af de nuværende elever, der afholder den årlige udendørs koncert/festival. Denne bliver selvfølgelig også efterfulgt af en fest lørdag aften. Søndag kan man så vride de sidste dråber af hygge ud af sine gamle højskolevenner og vende hjem med ny energi til resten af året!

Den samlede idé med denne weekend er altså en slags mini-festival, hvor I kan medbringe sovepose og telt til at slå op i skolens omgivelser, idet højskolens bygninger ikke vil fungere som logi. Det skal dog nævnes, at her ikke er lagt op til en drukfest, men at der som altid skal drikkes med måde. Festen om lørdagen er primært de nuværende elevers fest og vi skal være opmærksomme på at vi er gæster i deres hus. Højskolen er desuden blevet røgfri. Derfor skal al rygning foregå udendørs.

Desuden vil der igen i år være jam for alle i cafeen! (Så husk ”hånd-gear”)

Prisen for denne fortræffelige begivenhed er:

1-dags billet (fredag el. lørdag-søndag): 100 kr.

Hele weekenden: 150 kr.

Beløbet kan betales ved ankomst i cafeen eller på forhånd indbetales til:
Reg. Nr. 0537 Konto nr. 0000167061 senest d. 30. maj 2008.

NB! Ved indbetaling skal man tilføje gammelelevdag + fulde navn + ophold
Eks. Gammelelevdag, Flemming Finsen, F05.

I begge tilfælde, skal du sende en svarmail til gammel elevdags udvalget.
Husk at fortælle, om du betaler på forhånd, eller om du har i sinde at betale på selve dagen, samt hvilke dage du kommer, så vi ikke løber tør for hverken vådt eller tørt. Husk også hér at anføre navn og årgang!


Nu tænker du sikkert, hvad får jeg så for de penge?? Optrækkeri? Næ nej nu skal du høre!! :

Du får en udsøgt weekend i gode venners lag
4 x solide og gode måltider, som du husker dem
Gratis brug af WC
Masser af musik
Kilometervis af hygge (herunder nostalgiske tude-ture)
Tømmermænd
Koncert hele fredag aften + festival hele lørdag
Billige”re” fadøl og vin fra baren
Romantisk sejltur på den nye sø (få liv i drømmen om de gamle højskole-flammer)
Ild i økopejsen
Vild dans til den lyse morgen


Oversigt over dagene:

Fredag d. 6. juni:
16.00 - 19.00 Ankomst( check-in i cafeen, rejsning af telte )
19.00 - 20.30 Fest-middag. Fælles-spisning med velkomst fra forstanderen. Der vil i år være bar med drikkevarer i kantinen og Jette har sat sig for at trylle med gryderne i dagens anledning (Evt. vegetar-mad skal bestilles i svar-mail)
21.00 - ???? Fest med jam i Cafeen, Hygge og fadøl fra baren.
Chillout og akustisk jam i salen
Historie fortælling og tilbageblik i øko-huset med Søren Børsting som primus motor!

Lørdag d. 7. juni:
09.00 – 11.00 Mokost, som vi kender det fra utallige morgener med store
tømmermænd… Av…!!!
11.00 – 12.00 Oprydning efter fredagens strabadser på ægte højskole manér!
13.00 – 23.00 Festival; de nuværende sammenspilshold spiller op til dans på den udendørs scene, hvor der vil være snacks og fadøl i baren. Ved aftenstide serveres grillmad fra (pedel) Kelds kæmpe grill Desuden lover vi højt solskin!

Søndag d. 8. juni:
09.00 – 11.00 Mokost efterfulgt af oprydning
11.00 - ???? Check-out

Vi håber, at du vil deltage i dette arrangement og være med til fortsætte en god tradition på Den Rytmiske Højskole!
Spred nyheden til dine højskolevenner og veninder! Vi har nemlig ikke alle e-mails, og det ville jo være synd at undvære nogle!


Vi ses til en herlig weekend!

Kærlig Hilsen

Gammel Elevdag-udvalget, Søren og Lars G!



festival2
Elever i trappetårnet
Sommerbad
gl. elevdag 06
glelevdag
telte
festival