Tirsdag


Der var morgenmad 7.45 – 8.15, så man skulle tidligt op hvis man ville have et morgenbad. Efter et godt morgenmåltid kørte vi fra DIH kl. 8.50. Ved hjælp af en god kørevejledning fandt vi uden problemer frem til Unnerup Efterskole ved ca. 9.30 tiden. Vi skal spille koncerten i en lille ældre gymnastiksal, og vi blev lidt urolige da vi ikke kunne finde noget strøm. Efter lidt tid kom den tilkaldte pedel og efter en længere søgen lykkedes det os at finde et gammelt vaskemaskinestik, hurra for vores lange strømkabler. Vi fik en god frokost, og så var det koncerttid.
Koncerterne gik fint med omkring 50 efterskoleelever, de var meget lyttende. Nedpakningen tog 42 minutter, så var af sted mod Krogerup.
Vi ankom midt på eftermiddagen til Krogerup Højskole, efter vi havde set os lidt omkring fandt vi frem til festsalen, hvori vi skulle spille. Vi var nødt til at slæbe gearet et lille stykke vej, men vi er heldigvis mange til at slæbe. Vi nåede en lydprøve inden aftensmad, og havde go tid til den anden bagefter. Koncerten startede lidt efter kl. 20 og der var straks gang i den med et meget aktivt publikum. Begejstringen ville ingen ende tage, og efter oprydningen fortsatte festen med de indfødte i barlokalet.